PARADIGMA
UDDRAG
I have a dream
Mørket jager det sidste lys væk og den frygt og de fantasier der trives i nattens gab forbereder sig på at tage over. Helikoptere kredser over byen og fejer boulevarderne med deres lysstråler. Overgiv' jer, spytter en mandestemme ud over en højttaler. Overgiv' jer med det samme.
Aldrig.
Hun viser ham sin knyttede næve. Historien ender altid i støv og aske som en evig tilbagevenden, der ikke kan holde op med at dreje men ud af asken og støvet kan håb måske gro igen. Eller ej. Måske er forfædrenes ende lige om hjørnet, og den evige genkomsts cirkel vil blive brudt for evigt. Apokalypsen, der glider sig ind imellem begyndelsen og slutningen... Hun havde en drøm og den drøm er gået i opfyldelse. Hendes fod rammer glasskår og når hun kniber øjnene sammen, ser hun spor af blod og hører sirener der bevæger sig væk og andre der nærmer sig, mandsstemmer der råber, fang ham og en kvinde der skriger og græder, og hun tænker på sin drøm, den drøm hun har båret på så længe, den drøm som hun har realiseret.
Det er tusmørke. Det bliver snart helt mørkt, en uigennemsigtig nat og mændene og kvinderne vil forsvinde, som de altid gør, i byens undergrund. Himlen brænder, er blodig, filamenter af gult og rødt og gråt snor sig uhæmmet mod den apokalypse der har været ventet siden menneskehedens begyndelse, det øjeblik hvor grænser og modsætninger kolliderer og eksploderer og ikke efterlader andet end aske og trøstesløshed og knuste drømme. Således har det været siden tidernes morgen. Siden tidernes morgen har mennesket accelereret sit kapløb mod det ultimative øjeblik i sin historie, sin skæbne, sin apokalypse fordi mennesket tror man er nødt til at forestille sig enden for at kunne forestille sig begyndelsen. En ældgammel legende, der forvandler sig og strækker sig ud i det uendelige. Som spøgelser flygter silhuetter ind i mørket og projicerer sig op på fortovet. En kat søger forsigtigt tilflugt under en bil. Beverly Hills-skiltet ligger på jorden, knust i småstykker og rundt om det ligger efterladte rygsække og tæpper, væltede indkøbsvogne og plastikposer fyldt med ting, som ingen vil have. Længere fremme ligger skelettet af en blodig hånd og underarm, og ved siden af ligger en mand på maven, der ser ud, som om han sover men måske er død, og han holder stædigt fast i sin hånd. En mand på hug drejer hovedet til højre og venstre et uendeligt antal gange og så træffer han en beslutning og rejser sig langsomt op og griber en af de efterladte rygsække og vakler af sted på sine svage ben mod West Hollywood. Med tomme øjne og store øjne ser en siddende kvinde ned på sine hænder, hendes skuldre ryster men der kommer ikke en lyd fra hende, ingen gråd eller stønnen eller klage eller forbandelse, ikke en lyd og ned ad venstre side af hendes ansigt løber langsomt en dråbe frisk blod som hun ikke bemærker og hendes jakke er plettet af blod men hun ser det ikke, hun ser kun sine rystende hænder og sin knækkede fingernegl. Hun genkender ikke sin mand, som ligger døende ved siden af hende, han forbløder og spekulerer på hvor lang tid det tager at dø rigtigt. Han tænker hvor sjældent det er at hun ikke taler til ham og at han nok vil dø i stilhed, hvilket han betragter som skæbnens ironi.
Håbet er ikke andet end en usammenhængende dukke, der er smidt på et gadehjørne. Rotterne gemmer sig i kloakkerne og venter på, at roen vender tilbage. Droner flyver så tæt på tagene som muligt og dykker ned mellem folk, nogle filmer, andre smider benzin. Afbrændte biler udsender en stærk brandlugt og et tykt lag røg blandet med tåregas dækker gaderne og menneskene i en dyster tåge. Da butiksindehaverne forsøgte at trække deres rullegardiner ned var det allerede for sent, vinduerne var knust og persiennerne på caféerne var blevet revet i stykker og borde og stole var blevet spredt og ødelagt og bjærget, fordi folk havde brug for våben og det var det eneste, de havde. Kun dette, stykker af bjærget træ, et stoleben, stumper af blomsterkummer, et fragment af det legendariske Beverly Hills-skilt.
Hun havde en drøm, og den drøm er gået i opfyldelse, og hun spekulerer på, om hun gjorde det rigtige, og om hun kunne have forhindret et så blodigt, voldeligt, radikalt og definitivt resultat.
Hun spekulerer på, hvor mange mennesker der døde og blev såret. Hun spekulerer på, om tingene vil ændre sig, om hendes drøm vil gå i opfyldelse. Hvis tingene forbliver som de er, vil menneskeheden ende i ruiner og det er en skræmmende tanke. Hun siger til sig selv, at tro som hun har troet på en mere generøs menneskehed er patetisk men at hun altid vil hævde denne status som patetisk kvinde der stadig tror på spøgelser. Uden dette håb er livet ikke værd at leve. Intet værd overhoved. Hun krydser Santa Monica Boulevard til North Rodeo Drive. Hun har stadig ikke hørt fra ham, ikke siden i går. Bare hun vidste hvor han var. Hun mærker glasset knase under sine sko, næsten som om det var sne og hun tænker på snedækkede bjergtoppe men hun ser blod, groteske streger der ligner kejtede penselstrøg ligesom en begyndelse på et maleri, som en eller anden har forladt.
Kaffebarerne og barerne og caféerne har dørene åbne og viser deres nøgne, hærgede maver frem. Fjernsynet er tændt i en af dem og hun skynder sig at se nyhederne. Baren er intakt men flaskerne og glassene er smadret på gulvet og danner et hav med is stykker, der driver rundt mellem de væltede borde og de ødelagte stole. Motherfuckers. I har taget patent på naturressourcer, taget patent på liv. Nu er det tid til at betale prisen. Folk er endelig vågnet op af deres sløvhed for at handle, de kræver en bedre verden og det er ikke absurd, det er en stor dag. Måske er der håb i den anden ende. Måske. Hvem ved ? Journalisterne interviewer film- og tv-stjerner, politikere og berømte forfattere og hun genkender en forfatter der allerede har udtalt sig på deres vegne. Han befinder sig i The Last Bookstore og hun genkender andre forfattere bag ham, som drikker og ser berusede ud. Han, den eneste der virker ædru, fortæller kameraet at det er monstrøst at blive så ekstrem, uden tvivl men det er også uundgåeligt. Vi burde have reageret tidligere, ikke? Det er det der sker, når mennesket glemmer sin menneskelighed, det er hvad det er og med den bemærkning afslutter han interviewet med at skænke champagne til de andre. En forfatter, der læner sig op ad en bogreol, synger før hun falder omkuld i noget der ligner et alkoholisk koma. Hun forlader caféen og betragter det ødelagte vejkryds på Rodeo Drive, hvor mænd og kvinder løber i skyggen af facaderne for ikke at blive set. På plænen ligger oprevne skulpturer og en limousine brænder foran den uforstyrrede kirkeport, højst sandsynligvis dobbelt låst.
Hun går langs South Santa Monica Boulevard til den næsten menneskeforladte Bedford Drive, hvor improviserede projektiler danner ujævne bunker mellem væltede luksusbiler. Hun går tilbage til North Santa Monica Boulevard, hvor SWAT og FBI busser stadig ankommer og parkerer hvor de kan. Det er ikke nemt med alle de forladte biler. Hun vender om og løber så langt som til Camden Drive, hvor oprørerne forsøger at gemme sig i smøgerne, bag containere og biler som ejerne har parkeret for en sikkerheds skyld, men der er ingen ledige pladser tilbage. Nogle steder er der stadig slagsmål. Hun går ned ad Camden Drive og når til Wilshire Boulevard, hvor fra bygningernes grå facader, silhuetter aftegner sig mod de oplyste vinduer. Nogle forsøger stadig at marchere, selv om stilheden er brudt, selvom der ikke længere er nogen grund til det, men ikke alle vil give op, og hun føler sig bevæget og skælver.
Tænk, at hun var årsag til alt dette. Hun trækker hatten længere ned over øjnene for ikke at blotte sit ansigt for overvågningskameraerne. På Wilshire Boulevard deltager de ansatte i Saks Fifth Avenue aktivt ved at kaste genstande ud fra terrasserne. De der arbejder på Hotel Wilshire har åbnet deres vinduer og kaster kundernes tøj ud. Cheferne fra de omkringliggende bankfilialer samles diskret i en niche og venter utålmodigt på politiet. Hun vender om og går tilbage mod Beverly Drive, som hun tager for at ende så hurtigt som muligt på Sunset. Hun leder efter ham. Han må være der, et og eller andet sted. Hun passerer Beverly Canon Gardens, hvor det er så behageligt at arbejde i solen, sidde ved haveborde eller spise frokost i en af restauranterne under arkaderne og hendes blik standser ved bænkene i midten, hvor hjemløse mænd og kvinder samles, fordi de er nødt til at samles et sted og også for at forlænge denne dag, der var nogens drøm og er blevet alles drøm. Jeg har en drøm, sagde Martin Luther King, før han blev myrdet for sine ideer. Jeg har en drøm. Hun gentog sætningen for sig selv som en litani mod uheld men det var for sent. Mens de hjemløse dyppede fødderne i springvandet, fløj flere helikoptere over med en frygtelig larm, og hun kunne se kameraer i teknikere hænder, der lænede sig ud af de åbne sidedøre for at få det hele med. Det var en katastrofe. Men inderst inde er hun ikke sikker på om det er en katastrofe eller ej. Hun har en smerte i et af hendes ben og hendes højre hånd er rød af blod. Det ser ikke alvorligt ud og smerten er til at holde ud. Hun halter videre så godt hun kan og fortsætter ad Crescent Drive til Sunset Boulevard. Solnedgangs Boulevard. Den har aldrig haft et mere passende navn. Hun ringer til Kim, som burde være i nærheden af Fox-studierne. Kim svare hurtigt men siger ikke noget, heller ikke da hun gentager at hun er bekymret for ham. Han har ikke ringet som lovet, har Kim nogen nyheder ? Kim svarer ikke og en ulidelig smerte skyder gennem hendes krop, langt mere smertefuld end hendes ben. Hun ville aldrig tilgive sig selv, hvis der var sket ham noget. Langt fra hører hun endeligt Kims stemme, som beder hende om at lade ham være, som siger til hende, at hun aldrig må kontakte ham igen. Hun forstår ikke, hvad Kim siger og hun hører sig selv insistere. Men er han okay? Kims stemme rammer hendes ører som en lussing. Det er ikke dit problem længere. Hvad snakker hun om? Det er ikke dit problem længere. Skrigene bag Kim kommer tættere på og samtalen bliver afbrudt. Hendes hoved snurrer rundt som et skib fanget i en tyfon og hendes hals er så tør. Hvad mener Kim med at det ikke længere er hendes problem ? På Sunset er SWAT- og FBI-mænd i gang med at samle lig og sårede op, som lægerne sender til brandvæsenet eller ambulancechaufførerne, der er på vej tilbage til de forskellige plejecentre i Westwood Village. En sygeplejerske klager over at det er vanvittigt at tage hele vejen til Westwood, når Beverly Hills har alle de hospitaler og klinikker, man har brug for. Obamacare er ikke accepteret alle steder, siger en kollega med en vis sans for ironi. Da de ikke kan komme af med det, ignorerer de det.
Hans tanker går til demonstranterne. It's a fucked up world.
Hvad skete der med Kim? Ved hun hvad der er sket? Hun stopper op og lytter igen til den besked, han efterlod på telefonsvareren i forgårs, for at høre hans stemme og hun kæmper for at undertrykke kvælningen i halsen og trykken i brystet. Han er et eller andet sted, han lovede han ville være her, og han holder sine løfter, det er hun sikker på og hun kigger overalt men ser ham ingen steder. Hendes krop brænder og hun vender tilbage til det store skilt der fortæller at dette er Beverly Hills og hun sætter sig ned med stort besvær, læner sig op ad det, der er tilbage af skiltet og lader fødderne falde i vandet i poolen mens hun tænker på drømmene hos alle dem, der har stået her og betragtet dette symbol på uopnåelig rigdom. De havde også drømme. Hun løfter hovedet mod himlen, hvor stjernerne glimter, som om intet var hændt, som om verden der strækker sig ud foran hende og hinsides er smuk og retfærdig ...
