UDDRAG
En ægte forfatter
Han var i god tid, som altid, når han havde en vigtig aftale. Ja, vigtig var det korrekte ord. Varmen var trykkende selvom hedebølgen endnu ikke var begyndt. Hans skjorte var allerede gennemblødt. Knust af varmen gik gæsterne langsomt op ad trapperne og forsvandt ind på Plaza Hotel. Overfor, foran Central Park, udmattede af dagens arbejde og stadig spændt for hestevognene, hvilede hestene sig mens de tålmodigt ventede på turisterne, som besøgte New York by night. Nogle få nostalgikere for dengang Truman Capote inviterede tidens berømtheder til sit sort-hvide maskebal stod foran springvandet og holdte vejret i håb om at få et glimt af gæsterne.
Overrækkelsen af den prestigefyldte internationale litteraturpris begynder om en time og ceremonien tiltrækker hele New York: notabiliteter, politikere, kunstnere, forfattere, forlæggere, agenter, pressechefer, skuespillere, producere, journalister, fotografer, instruktører og mange flere. I lobbyen og receptionsområdet skubbede folk til hinanden for at komme igennem, stoppede op for at udveksle et par ord her og der og også nogle nyheder og en masse rygter cirkulerede overalt. Hvem er med i juryen? Hvem bliver den heldige vinder?
Der var fotografer overalt og tv-holdene havde svært ved at navigere med deres kameraer. New York ventede på en hedebølge der var blevet varslet for fjorten dage siden og som man regnede med blev langvarig. Meteorologerne havde understreget at klimaet var ude af kontrol, især efter det sidste jordskælv i Japan og at den globale opvarmning var en realitet der skulle tages alvorligt. Verdens undergang nærmede sig med stormskridt og profeter af alle slags sværmede i gaderne, bærende på skilte med råd om hvad man skulle gøre for at overleve, og for dem der stadig tvivlede, så kunne de bare kigge på solen, en rund rød skive der hang lige over deres hoveder.
Gary gik gennem hallen. Til venstre for indgangen lå champagnebaren og overfor lå Palm Court, hvor der blev serveret aperitiffer mens man ventede på at dørene til Grand Ballroom åbnede sig. Til højre lå hotellets reception. Lyset fra lysekronerne afspejlede sig i marmorgulvet. Høje søjler støttede loftet og det berømte glastag, som var en vigtig kulisse i filmen The Great Gatsby, var blevet fuldstændig renoveret. Man kiggede efter Jay Gatsby/Robert Redford/Leonard Di Caprio og forestillede sig ham gå ind og give armen til sit livs kærlighed. Enorme lysekroner glitrede, sandsynligvis på grund af lavvoltspærer. Palmer i potter var spredt her og der. Kvaderstensmurene var gennembrudt af buede franske vinduer og skulpturer monteret på piedestaler holdt øje med besøgende og kunder. På trods af aircondition følte Gary sig kvalt. Ethan tilbød at hente noget at drikke til ham, vent på mig her, sagde han. Ethan var hans agent og han holdte altid et vågent øje på ham. Garys kone, Ruth, sad længere tilbage og talte med Lester, hans forlægger, og Kimber, hans pressemedarbejder. Ruth kunne ikke tage øjnene af Gary. Han vinkede til hende. Han var en af de mest populære finalister og folk blev ved med at vinke til ham, han havde ikke engang tid til at se hvem der var hvem. Han kørte bagsiden af sin hånd hen over panden for at tørre sveden væk da han så Miles komme, efterfulgt af sin kone. Miles var chef for et stort produktionsselskab, der arbejdede sammen med alle de nationale tv-stationer og han havde bekræftet at alt var klart. Det eneste, der manglede, var prisen men med hensyn til det følte han sig optimistisk. Han så Ethan stoppe op og trykke nogle hænder. Han trak en fyr til side, formentlig en journalist eller en litterær kronikør. Han havde nok glemt alt om drinken. Ethan arbejdede utrætteligt for at få hans bøger udgivet og Gary spekulerede ofte på, hvad han skulle gøre uden ham. Ruth var uenig, for nylig havde hun endda foreslået at det kunne være en god idé at skifte agent, at få en, der var vant til at styre berømtheders karrierer. Ethan var sympatisk men Gary var det eneste store navn han havde i sin portefølje af forfattere, bortset fra alle dem Gary bragte ham, og det var ikke nok. I sidste ende levede Ethan af det, Gary bragte ind. Gary var modvillig men Ruth insisterede. Der skal træffes en beslutning efter udfaldet af prisen.
Ruth havde absolut sans for forretning.
En ung kvinde i receptionen smugkiggede på ham. Han nærmede sig hende. Det er varmt... sagde han og stirrede på hende. Hun hævede øjenbrynene en smule og smilede. Han tilføjede. Måske kan vi mødes et andet sted, senere? Du og jeg? Hun nikkede. Snart? Hun nikkede igen. Jeg bor ikke så langt væk. Han tog et visitkort op af lommen, skrev sit personlige telefonnummer ned og rakte det til hende. Vi ses senere, sagde han med lav stemme så tæt på hendes øre, at han kunne have kysset hende. Gæsterne gik mod Grand Ballroom, det smukkeste rum i New York, som Truman Capote sagde. De gik ind i den store sal og begyndte at sætte sig omkring de mange runde borde der var dækket op til gallamiddagen. Gary vinkede til sin kone, som sluttede sig til ham og de gik hen til deres bord. Ethan indhentede dem.
Miles siger, at alt er klar. Alle tiders. Vi kan begynde at arbejde på detaljerne.
Deres bord var lige under podiet, hvor præmierne blev uddelt. Salen fyldes hurtigt op, stolene knirkede når de gled hen over trægulvet, glassene klirrede, alle lyde var blandet med en konstant summen af stemmer. I baggrunden skubbede journalister, kameramænd og fotografer til hinanden for at få en god plads. Gary og Ruth sad ved samme bord som senator Jones og hans kone, borgmesteren og hans kone, Lester, Kimber, Ethan og Forrest, en journalist med speciale i politisk analyse, samt Miles og hans kone. Gary tænkte på hvor underligt det var at den kvindelige ægtefælle ikke altid var specificeret. Ruth lænede sig ind over Gary og kyssede ham på kinden mens hun smilede til de andre gæster. Hun var klædt i en kongeblå kjole og Gary syntes hun var smuk. Han tog en slurk rødvin og så sig omkring i lokalet, der var overdådigt med freskomalerier, med nuancer af creme og guld. Truman Capote havde ret, det var det smukkeste rum i New York. Han havde holdt et fantastisk bal her, så enormt at det var gået over i historien. Gary følte sig euforisk, opløftet, beruset. Hvis han fik sin præmie... nej, det bragte uheld at forestille sig det men alligevel...
Hvis han fik sin præmie, ville han endelig være fri til at skrive alle de bøger, han drømte om...
Han havde masser af projekter i tankerne, romaner så kraftfulde og forstyrrende som orkaner... Hvis han havde prisen... En hær af tjenere med fyldte bakker sørgede for at betjene hvert bord, han havde det varmt, alt for varmt og latterudbrud her og der gav genlyd i hans hoved. Hedebølgen ville blive barsk. Medierne havde allerede advaret deres læsere. De seneste dages varme var intet i forhold til det der var på vej. Ruth talte med senator Jones, de diskuterede muligheden for en kommission med Gary som formand. Jones forudsagde, at Gary ville få en stor fremtid, og borgmesteren greb ind og tilføjede, at han måske endda kunne aspirere til en stilling som ambassadør i udlandet, og hvorfor ikke i Frankrig. Ruth var i den syvende himmel. Hun havde altid troet, at han ville gøre en stor karriere. Ethan lyttede til Miles og nikkede begejstret. Miles' kone drak glas efter glas.
Juryformanden tog plads på podiet og bad om stilhed og stilheden bredte sig langsomt i salen. Sammen med ceremoniens protektorer, en forfatter og en skuespiller, præsenterede han juryen og begyndte at uddele de litterære udmærkelser. Han resumerede hvorfor netop denne bog havde vundet den og den pris og til klapsalverne steg vinderen op på podiet, fremstammede et par taksigelser og vendte tilbage til sit bord med sin præmie, en medalje og en check og et bredt og stort smil på læben. Garys mave snørede sig sammen, det var nok en krampe og hans hals var tør, han fik den, han fik den ikke... Han løsnede sit slips og åbnede kraven på sin skjorte. Romanprisen. Hans hjerte stoppede, og alligevel ikke helt, hjertet slog stadig, det bankede og bankede hårdt. Så blev der råbt et navn, han havde ikke forstået det, nej, det var bestemt ikke det, for guds skyld, han havde hørt rigtigt, hans navn var blevet nævnt og hans kone havde taget hans arm og klemt den. Nej, han havde ikke hørt rigtigt, det kunne ikke være ham. Hele salen stirrede på ham og alle kameraerne pegede i hans retning. Jo, det var ham. Han havde vundet prisen. Verden forsvandt langsomt og efterlod ham i en uigennemsigtig tåge. Hans kone tog fat i hans arm og rystede ham, kom nu. Rejs dig op. Du skal hente din præmie. Senator Jones smilede og viste ham sine to tommelfingre op. Det gik op for ham at det var hans navn der var blevet råbt op, han var prisvinderen. Tøvende rejste Gary sig, hans ben vaklede, han trak vejret dybt, tog sig sammen og gik op ad den lille trappe til podiet og stod ansigt til ansigt med en velkendt skuespiller, han ville ønske han kunne finde på noget interessant at sige, et og eller andet men han kunne ikke huske skuespillerens navn, han var lille med en spids næse og en eventyrlystne mine. Juryformanden tog endeligt ordet og skuespilleren smilede til ham og rakte ham en bronzestatue og hele salen klappede. Skuespilleren så oprigtig ud, han fortalte at han havde læst alle Garys romaner og Gary takkede ham fladt, hvis bare han kunne huske hvam han var. Pris formanden trådte til side og Gary befandt sig foran mikrofonen, han hostede og tørrede sig over panden, han stammede sig frem og bekræftede som man havde håbet på at han var beæret, meget beæret og meget glad for at modtage denne pris, at han aldrig havde håbet på sådan en ære og han mærkede at hans stemme rystede af følelser, at den var lidt afsporet men salen klappede og ansigterne smilede.
Ved podium's fod var han omgivet af mikrofoner og hænder og spørgsmål, og han forsøgte at svare på dem. De spurgte ham, hvordan han havde det, og han svarede, at ja, han var meget glad, nej, han havde ikke forventet det, ja, det var spændende, han havde vundet prisen, han troede ikke på det men han havde vundet den, og han følte sig mærkelig, anspændt, fjern. Han vendte tilbage til sit bord og satte sig ved siden af sin kone, du har gjort det, min elskede, hviskede hun i hans øre og kyssede ham insisterende mens hun holdt hans arm fast. Senator Jones og borgmesteren lykønskede ham og Forrest gav ham sejrstegnet. Ethan blinkede til Miles og puffede til Gary. Jeg sagde det jo. Kameraerne snurrede og Ruth pressede sig op mod ham og smilede til fotograferne. Endelig fik du din præmie, mumlede hun. Hver gang han så på hende, tænkte han på hvor smuk hun var og hvor interessant en silhuet hun havde. Varmen var uudholdelig, jublen og klapsalverne var endeløse, det var et fantastisk kaos. Hans telefon blev ved med at vibrere i lommen.
Tjenerne bragte ostene og desserterne ud og lydene hvirvlede rundt i hans hoved, latter, vittigheder, folk der råbte ad hinanden og kaffen blev serveret sammen med cognacen. Han prøvede men kunne ikke tænke klart. Det var vanvittigt. Æren, prisen, anerkendelsen, succesen. Han kunne gøre hvad som helst. Skrive alle de bøger han havde drømt om så længe, han kunne give slip på sig selv. Forbløffet, beruset af glæde, blev han ved med at kigge på sit trofæ. Han drak mere vand og et glas vin og så en brandy og han drak vand igen. Han var så tørstig. Han kyssede Ruth på kinden, lige ved siden af hendes mund.
Jeg går ud og ryger en smøg. Jeg er straks tilbage.
Han trængte til frisk luft. På vejen stoppede nogle journalister ham men han henviste dem til Kimber, hun har ansvaret for mine aftaler, hende eller min kone. Tillykke, sagde de. Han stirrede på hoveddøren og fortsatte gennem hallen. Turister, der holdt øje med deres kufferter, fulgte ham med øjnene og en kvinde han havde set i hallen smilede vidende til ham men han kunne ikke huske hendes navn, kun at de havde været i seng sammen. Det var lang tid siden. Hun ledte efter et tegn på genkendelse fra ham og han nikkede svagt, da han gik forbi hende. Jackson, en forfatter og manuskriptforfatter, som også var finalist, stoppede ham og sagde, hvor glad han var på hans vegne, han smilede stramt da han gav Gary et håndtryk og klappede ham på skulderen men uden megen overbevisning. Gary smilede bare, et strålende smil, tak skal du ha' og han fortsatte mod udgangen.
Med en skarp sans for analyse giver hun os en storslået moderne fabel, der sætter spørgsmålstegn ved den kreative proces, ønsket om at ændre verden, men også ved kunstnerens status i en verden, hvor internettet og reality-tv har formået at få os til at tro, at alle kan (skal) blive genier.
Denne nervepirrende roman er en stimulerende invitation til at tænke over vores tid.
Pia Petersen er en uforskammet kvinde !
Hvor får hun den vrede fra til at ruske op i tingene ?
FRANÇOIS BUSNEL, L'Express
IRÈNE FRAIN, Paris-Match